Brug for hjælp, vejledning eller har du kommentarer eller spørgsmål?
Carpe diem - oplevelserne venter derude på os!
2006-08-17 09:16
Kære Ligavenner,

Så viser august sig med kølige dage og regn. Vores Vejr Profet levner ikke mange muligheder i denne uge og kan højst svinge humøret op på noget med "..sporadisk..".

Men det bør nu ikke få os til at fortvivle for statistikken fortæller os, at der i august måned ofte bliver fløjet langt og meget. I øjeblikket er vi med 1.234 opgaver pænt over gennemsnittet for TERMIK-Ligaen for dette tidspunkt med 111 opgaver og med lidt held burde august og september give os yderligere 2-300 spændende opgaver. Men det gør der kun hvis vi griber chancen og ikke forfalder til farisæraktiviteter såsom golf, fjordsejlads eller bliver slappe i koderne og sover længe, slår græs, maler hangar, rydder op i klubhuset eller hvad der nu måtte friste.

Status lige nu
I 1. division har vi i år set SG-70 holde et hårdt pumpet tempo og fører klart over alle andre klubber med knapt 40.000 points! Det er ikke set tidligere og selvom Herning reelt kun er ca. 1.500 points efter bliver det svært at hvis de 7-8 opgaver der med et snit på ca. 1.300 points skal forbedres må væsentligt op over 1.500 points før det begynder at batte. Men de andre klubber kan man heller ikke klandre for at ligge på den lade side med over 30.000 points jævnt fordelt op til Herning og SG-70 points. Aviator ser ud til at følge sin sædvanelige 2. årige cyklus og rykker ned fra 1. division sammen med Silkeborg der efter en ubrudt succesfuld 4. årige kamp fra 3. division til 1. division nu må erkende at de 4 andre ikke er til sinds at give plads.

Enhver klub der frister skæbnen i 2. Division med en oprykning til 1. division vil således få deres sag for i dette selskab og i år bliver det højst sandsynligvis Vestjysk der rykker op (den evige op- og nedrykker) og muligvis bliver Billund kollegaen der følger med op - hvis ikke Vejle eller Tølløse lige strammer balderne i de kommende uger - der skal faktisk ikke så meget til. Faktisk er 2. Division forbavsende homogen resultatmæssigt med kun 3-4.000 points spredning iblandt de 5 af klubberne. Jeg er derfor også sikker på at der bliver talt dunder til gutter og gutinder hos Polytterne og Fynboerne hvis de skal undgå nedrykning medens Vejle og Tølløse nervøst overvejer taktikken.

Men der er ingen tvivl om, at Nordsjælland efter en forsmædelig deroute fra 1. division i 2004, hvor de tog hele turen ned til 3. division i løbet af 2005, efter nogen selvransagelse prøver at rejse sig fra støvet og genvinde fordums stolthed. Nordsjælland skiller sig således markant ud med knapt 5.500 points ned til Kolding og Skrydstrup, der begge ligner seriøse bejlere til at være nr. 2 klub der skal rykke med op.

Intressante bevægelser i grupperne
I gruppe C ser vi piloter der begynder at rykke - f.eks. Poul Erik Thomsen fra Midtsjælland, der for første gang er på vej til oprykning med pt. kun 2 opgaver - én 3. opgave vil placere ham rimeligt lunt på oprykningslisten. Per Kragsø fra Herning der også har været i gruppe C nogle år vil nu også sandsynligvis kunne rykke op.

Førstegangs deltagere som f.eks. Allan Bach fra Lolland, Ole Møller Kaspersen fra Midtsjælland, Morten Kristensen fra Tølløse, Ronnie Aalstrup-Poulsen fra Herning, Brian Hansen fra Polytterne og Brian Sivel Sørensen fra Kolding viser også fine takter selvom det godt kan blive svært i år hvis nogle af de andre med kun to opgaver sørger for at få deres tredie opgave i hus også. Herligt-herligt og vi krydser fingre for dem!

I Gruppe B har Knud Møller Andersen fortsat sit jerngreb om førstepladsen med Niels Erik Skærlund og ex-formand Jan Schemltz Pedersen som den erfarne bagtrop. Af de mere intressante præstationer dukker Jan Walther Andersen fra Nordsjælland igen op fra sin udelanding i gruppe C tilbage i 2004 og er med en samlet 11. plads i gruppen og 4.449 points med lidt held på vej tilbage til gruppe A.

En gammel kending i form af Peter Sommerlade fra Østsjælland vil nu også tilbage ligesom Christian "F-16" Madsen også vil samme vej. Derimod skal piloter som f.eks. Morten Bennick fra Polytterne og Henrik Sylvest fra Nordsjælland nok agte sig hvis folk som f.eks. Stig Pedersen fra Vestjysk eller Henrik Breidahl fra Østsjælland med kun to opgaver pisker en stemning op i gruppe B og får fløjet et par gode stræk....og så er der hermed lige et wake-up call til Agnete Olesen der med sin kanonplacering (delt 4.plads) i Heide Pokalen har sendt den tyske elite til selvransagelse - men ligger til en småpinlig nedrykning på hjemmebane. Tsk. Tsk.

I Gruppe A...ja, vi springer lige ham nr. 1 over - og nr. 2.. og nr. 3 for det er bare træls at vi ikke kan få ram på dem. Men generelt kan der i år igen siges om gruppe A, at aktivitets niveauet som sædvanligt er højt og pointsummerne er svimlende høje. De få som falder lidt udenfor her er typisk enten i lykkelige omstændigheder, svært arbejdsramte eller blot udsædvanligt uheldige ... eller har blot ikke lige fået svesket deres 3. opgave ind - og med statisk set 7-9 ugers mulig flyvning tilbage i sæsonen er intet afgjort endu.

F.eks. bliver det intressant at se hvad nedrykningstruede Morten Juul Christensen på 49. pladsen vil bruge sine erfaringer fra Heide Pokal til. Ja, han blev efter sigende faktisk udtaget til de tyske nationalmandskaber. Ligeledes må det forventes at Tommy Nyby Jørgensen fra Aviator må have lært ét eller andet i Spaghetti konkurrencen der kan komme ham selv og sin hårdt trængte klub til gode.

Hmm. Vejret har ikke ændret sig medens jeg skrev det her.

På TERMIK-Ligaens vegne,
Arne Boye-Møller


Arkiv
  • 2 millioner km passeret - still going strong! [Rev.2]
  • Sun, Fun and Air og snart 2 millioner kilometer
  • Så gør dog noget !
  • En vejrmand ser rødt! [2. revision]
  • Vestkyst Hustlers [2.revision]
  • FAI opgaver og tandpasta smil
  • Holland, termik og point
  • Fjederen er helt i bund og spændt [2.revision]
  • Hvor vil du flyve hen idag?
  • Imorgen da