Brug for hjælp, vejledning eller har du kommentarer eller spørgsmål?
Fair fight og Endelige Resulater
2008-11-01 22:00
Kære alle,

TERMIK-Ligaens 10. sæson er slut.

Det sædvanlige arbejdspress og sene efterårsvejr har lagt sig som en dyne over svæveflyveaktiviterne. I de fleste klubber er der i det skønne efterårsvejr denne weekend sammepakning- og sæsonafslutningsfester.

Sæsonen 2008 har budt på masser af herlige oplevelser og eventyr som i de kommende mørke måneder nok skal finde grobund i fantasien og give inspiration til ambitionerne til forårets projekter. Vi kender nogen der allerede så småt er begyndt at dagdrømme om sæsonen 2009.

Rekord på rekorder - og dog
Med et forår der bød på den værste tørke i 50 år må man som svæveflyver tørt (undskyld) konstatere, at termikken i 6 sammenhængende uger var den bedste periode i måske 30 år (hvis man skal tro de gamle knarker derude). I vores generation mindes vi ihvertfald ikke noget der har været bedre. Men som enhver landmand skal man jo som svæveflyver ikke undlade at brokke sig over vejret: hvorfor hulen kunne tørkevejret og den ofte regulære 2.000m base med tilhørende 4-6m/s bobler dog ikke være spredt over alle weekender istedet for at klumpe sig sammen i maj-juni? Det er jo svært at udnytte ordenligt for pokker. Hrmpf!

At vejret efterfølgende hurtigt fandt sit vante gænge og endda blev noget ringere end normalt resten af sæsonen forklarer hvorfor i år ikke blev rekorden over alle rekorder men trods alt den næstebedste sæson i TERMIK-Ligaens historie. Hvor vi i juni-august plejer at flyve ca. 4-500 opgaver i TERMIK-Ligaen blev der i år fløjet sølle ca. 200 opgaver.
FOTO:AB. 3xGlade Ternholt'er i 4D
Alligevel blev det sammenlagt til 1.613 opgaver og ikke mindre end 372.288 km! Opgave antalsmæssigt skal vi tilbage til 2003 for at have haft et bedre resultat (1.623) - men distancemæssigt slår vi alle år over en bred kam med ca. to ekstra runder omkring jorden.

Deltagermæssigt ligger vi på linie med de tidligere år med 333 piloter.

I løbet sæsonen er der blevet sat flere TERMIK-Liga rekorder og mange piloter har sprængt den magiske grænse på 2.000 points. Med de nuværende formler svarer det til at flyve en udeklareret 300km i en standard Cirrus med knapt 150km/t! Eller som Knud Erik Sørensen (Jysk Aero Sport) der gennemførte sin 399km deklarerede opgave i sin Std Cirrus med 112km/t!

Det var faktisk først sidste år, den første gang blev brudt, og det var af Hans Chr. Christensen fra Nordjysk der i en Discus 2a hamrede 518km langs skygader med 118km/t. Og ligesom den gang for ca. 100 år siden man ikke mente det var muligt at løbe en engelsk mil på under 5 minutter, blev det pludseligt muligt for mange da den første brød igennem.

Så ved indgangen til sæsonen havde vi 7 af den slags men i år fik vi ikke mindre end 11 inklusive en all-time-record på 2.546 points på en udeklareret 720km opgave i en Ventus 2xcT/15m med 130,5km/t (undertegnede i al ubeskedenhed, der hermed udlover en flaske champagne til enhver der kan slå den).

Blandt de 11 var der desuden også fremstormende juniorer som Jakob S. Nørlem fra Vejle, Rasmus Ørksov fra Herning og Fahlgren Junior (ok, ok, ikke Junior i DSvU forstand) fra Værløse. Klaus Thyge Høeg-Hagensen fra Silkeborg klarede ikke cut'tet men hørte til toppen af en meget stor gruppe i tæt kamp der fik over 1.900 points. Jo - der blev skam gået til den i år. Af de 36 flyvninger der de sidste 10 år er kommet over 1.900 points er det værd at bemærke, at både Knud Erik Sørensen og Jimmy Roelsgård (Silkeborg) begge flyver Std. Cirrus og således repræsenterer de eneste fly med handicap under 100 i det selskab. Så det KAN lade sig gøre! Flot!

En tendens vi iøvrigt har set med spænding udvikle sig i TERMIK-Ligaen er strækflyvning i to-sædet. I 1998 havde vi 13 flyvninger med to-sædet. I år havde vi 216 - det højeste antal indtil videre. Vi er overbeviste om, at det fremmer både forståelsen, sikkerheden og erfaringen med strækflyvningen, for både uøvede og øvede, medens piloterne har det skægt.

En fair fight til det sidste
I både Grupperne og Divisionerne var resultaterne i år præget af mange rigtigt gode opgaver.

I Gruppe A vinder Mogens Hoelgaard efter en fair fight d. 14 september, der på trods af initielt 8/8 og værende noget opgivende på startstedet, formåede at holde et tempo der med 120km/t var imponerende 25km/t hurtigere end undertegnede - der var nødt til at være ca. 200 points hurtigere for slå Mogens. Med ialt 6.597,7 points har Mogens sat en ny points rekord og har således formået at vinde halvdelen af alle TERMIK-Ligaens sæsoner. Stort tillykke.

På en kanon flot 3. plads er Rasmus Ørskov (Det Lange Hyl) for første gang kommet i medaljerækken hvor vi andre lidt varsomt ønsker ham velkommen.
GRAFIK:AB. Udstrækning af TL-flyvning 2008
Med al respekt for Klaus Thyge Høeg-Hagensen og ikke mindst Johnny "Jet" Jensen på hhv. 4 og 5 pladsen bør vores senior piloter Jørgen Bruun og Knud Erik Sørensen på hhv. 6 og 7. pladsen fremhæves. Herligt at se det gode mix her.

I Gruppe B har Peter Toft (SG-70) vendt sin deroute til Gruppe C i 2006 til endnu en top placering i sin gruppe og rykker således op i Gruppe A igen efter 3 års fravær. Filipe Cvitanich (Polytterne) har tilkæmpet sig 2. pladsen og skal for anden gang i sin karriere op og bide skéer med Gruppe A piloterne - herligt at se endnu en Polyt her. På 3. pladsen har Jørgen Arndt (SG-70) lagt sig præcis 1 point efter Filipe og skal for første gang i Gruppe A - stort tillykke!

I modsætning til Gruppe A er der i år iGruppe B en større gruppe der ikke har fløjet opgaver i TERMIK-Ligaen. Årsagerne er mange og naturlige - vi håber vi ser dem igen til næste år.

I Gruppe C har Thomas Vestergaard (Silkeborg) fastholdt og udbygget sin placering siden foråret med en solid 365km opgave med 107km/t i en 18m Ventus. For første gang siden 2001 rykker Thomas således op i Gruppe B og med 4.660 points kan han også begå sig i midten af Gruppe A. Stærkt. Øjvind K. Frank (SG-70) har igen fået lov at flyve og demonstrerer fint at godt kan klatre op til Gruppe B. Hvis han anstrenger sig lidt burde det være muligt at få come-back til Gruppe A men så skal han vippe nogen andre ud. Som nr. 3 i Gruppe C har Ole Fjord endeligt fået luftbremsen ind og høvler ligeledes op i Gruppe B for første gang siden 2000. Også tillykke til Ole.

Hos kvinderne har Gruppe A piloten Helle Lundgren (Vejle) med overbevisende flyvning igennem hele sæsonen sat sig på 1. pladsen. Kristina Hansen (Polytterne) har udnyttet mulighederne godt i sin første sæson i TERMIK-Ligaen med en 2. plads hos kvinderne og en samlet 6.plads i Gruppe C. Kristina rykker således med det samme op i Gruppe B og vi kan kun håbe at det fortsætter til Gruppe A så Helle ikke skal slås alene dér. Lotte Bank-Nielsen (Østsjælland) besætter stabilt 3. pladsen og rykker iøvrigt også op i Gruppe B til næste år.

Hos juniorerne kommer det ikke som en overraskelse, at Rasmus Ørskov (Herning) suverænt vinder md 6.106 points. Rasmus træner ihærdigt og deltager i stort omfang i både nationale og internationale konkurrencer. En lidt større overraskelse er Kristian R. Larsen (Vestjysk) på 2. pladsen men når man ser bag hans udvikling vil man se, at han i løbet af blot 6 sæsoner er gået fra bunden af Gruppe C til midten af Gruppe A. Nicolai Sten (Aviator, Aalborg) er af samme skuffe men kom allerede i Gruppe A efter 3 sæsoner men måtte sidste år finde sig en 4. plads i Gruppe B for at komme tilbage til Gruppe A. Flot-flot.

I tandemklassen vinder SG-70 både 1. og 2. pladsen med hhv deres ASH 25 (XL) og Duo Discus (EL). På 3. pladsen er det Polyteknisk der med P2 for første gang blander sig i toppen af denne klasse.

Varigheds- og højdevindingsopgaverne blev i år ren parade flyvning af Mads Christian Degnegaard (Polytterne) med 1.549 points for en flot højdevinding på 1.865m til 2.134m og en varighed på 6:36 (d. 24 maj var en god dag!). Torben Ebbe Bruun (Vestjysk) måtte efter en fin flyvning d. 23 maj med en flot højdevinding på 1.706m til 2.019m og 5:13 i varighed tage til takke med 1.294 points hvilket lige var nok til at slå hans klubkammerat Peter Jesperens flyvning med 1.100m højdevinding til 1.310m og en varighed på lange 6 timer og ét minut (man fornemmer ønsket om at opnå de 6 timer!).
FOTO:AB. Feet dry ved Lovns Bredning
I 100km intervallet er det Mogens Hoelgaard (Herning) der vinder med 135,9km/t over 195km. Hvis man ser lidt længere nede af listen på 5. pladsen ser man iøvrigt også Mogens, denne gang med en 104,3km opgave der blev fløjet med ny danmarksrekord hastighed 152,5km/t...efterfulgt af undertegnede 7 sekunder senere (det glemmer jeg vist aldrig det her).

I 200km intevallet har Stig H. Pedersen (Vestjysk) med 130,3km/t over 222,8km slået sin far Kaj H. Pedersen (der sikkert tillod hvalpen det for at stive knægtens selvtillid af).

I 300km intervallet er det igen Knud Erik Sørensen (Jysk Aero Sport) der imponerer med sin 399km og 112km/t i sin Std. Cirrus. Ligegodt hjælper det så at flyve en deklareret 339,6km med 144,6km/t når det er en Ventus 2cxT med handicap 120 - der er 146 points til forskel.

I 400km intervallet er det Rasmus Øskov (Herning) der med 2.272 points har over 200 points margin til Jakob Skanderup Nørlem (Vejle). 477km med 128km/t.

I 500km intervallet har Jan Fahlgren (Værløse) med 113km/t over 518km sat mange garvede piloter af. Morten Juul Christensen (Århus) og Per Winther (Vestjysk) ligger dog kun ca. 100 points fra - i det hele taget ligger de meget tæt i toppen af dette interval.

I 600km intervallet har Mogens Hoelgaard (ham igen fra Herning?!) med 125km/t og 660,5km i NØ-SV skygader lavet sin næstebedste flyvning nogensinde.

I 700km intervallet var der i år kun tre deltagere - undertegnede med 130,5km/t over 720km, Mogens Hoelgaard med 126,4km/t over 736km og Klaus Thyge Høgh-Hagensen over 766,9km med 108,7km/t. For alle var det personlig TERMIK-Liga rekord og undertegnedes var desuden TERMIK-Liga rekord. Pointberegningsmæssigt er det iøvrigt tankevækkende, at en danmarksrekord (vel, når den en dag bliver godkendt) i en deklareret ud-hjem flyvning i dette km interval kun rækker til en 4.plads.

I 800km intervallet står Ib Wienberg (SG-70) og troner alene. Kun Ib fandt dagen, vejret og opgaven der muliggjorde denne store distance. Med seje 10 lange timer i luften kom den erfarne herre rundt på sin opgave over tre vendepunkter der inkluderede Owslag i Schleswig hvor det korteste ben var 116 og optil 285km. Det indgyder til respekt når man sammenligner med det sædvanlige væven-frem-og-tilbage på 30-100km ben vi ellers flyver.

DIVISIONERNE
SG-70 har med utrolige 42.254 points vundet 1. division. Og det er faktisk 4. gang det lykkes for dem. Herning der således blev delegeret til 2. pladsen kan dog bryste sig af, at den i TERMIK-Ligaens historie aldrig har ligget ringere end nr. 3 medens SG-70 da både i 2001 og 2002 var i 2. division. På 3. pladsen har vi Silkeborg der de sidste 3 sæsoner er gået hen og blevet meget stabile efter en turbulent periode for 10 år siden.

I 2. Division vil man til næste år se Polyteknisk og Østsjælland dukke op. Synd for begge klubber for det er bestemt ikke mangel på indsats men snarere en utrolig tæt og hård kamp i år og de er uanset nedrykning hhv 7. og 8. bedste klubber pointsmæssigt i år. For Polytterne er det første gang siden 2005, at de prøver en nedrykning. For Østjylland er det første gang overhovedet at de ryger ud af 1. division. Man forstiller sig panderynker og alvorlige samtaler i bestyrelsens dunkle baglokaler til vinter.

I 2. Division i år har Skrydstrup taget mobningen til sig og strammet ét eller andet så de nu ligger i toppen og rykker således op til sæsonen 2009. Dette til trods for, at de i år ikke har én eneste Gruppe A pilot - men til gengæld rykker næsten alle deres Gruppe B piloter op nu. Tillykke med det.

I bunden af 2. division har Aalborg Aero Sports 12 aktive piloter ikke fået opfyldt klubbens max antal opgaver (24) og mangler derfor en del points i at blive i divisionen hvor de har været de sidste to sæsoner. Aviator har på den anden side åbenbart trukket luftbremserne helt ud og fortsætter styrtdykket fra 1. division ned igennem 2. division medens et absolut mindretal på 6 piloter trods solide præstationer har kæmpet klubbens sag alene.

I 3. division står nu både Tølløse og Fredrikssund-Fredriksværk (FFF) dog klar med bedre points til at overtage de to nordjyske klubbers pladser. Hos FFF skal det fremhæves, at det er første gang de rykker op hvilket kan tilskrives en ihærdig gruppe på 10 piloter hvoraf stort set alle deres flyvninger kunne bruges i klubbens poitssum - flot gået.

Efter 10 års 'plads-flygtighed' er det håbet, at vi ser Århus stige op fra sin 3. plads i 3. divsion når de efterhånden får opbygget en tilstrækkelig stor gruppe piloter der kan flyve stræk. Her er det virkelig Tordensskjolds soldater der trækker for lige nu og som skal gå foran og inspirere. De ønskes al held og lykke.

På udtærskling til det næste årti
Det er TERMIK-Ligaens 10. års Jubilæum og så er det nok på sin plads at resumere en lille smule.

TERMIK-Ligaen startede som, og er fortsat idag, et uafhængigt græsrodsprojekt der i samarbejde med DSvUs Konkurrence Udvalg igennem årene har fået sponsoreret medaljer og tilskud til driften af denne website.
FOTO:AB. På cruise via Skive
Når vi tænker tilbage på både de tekniske og menneskelige udfordringer der var i at løbe projektet igang tillader vi os, at være stolte af, at vi med nu ialt 13.148 registrerede opgaver, 37.500 timer og 2.641.981 km gennemførte stræk kilometer har haft deltagelse af knapt 1.000 piloter igennem årene og med årlige deltagelser på ca. 350 piloter.Et antal der beviser at vi har fat i den store bredde som netop er vores målgruppe og som muliggør en rimelig fair konkurrence på tværs af klubber, fly, dage og distrikter.

De to mest trofaste deltagere igennem årene er iøvrigt de gæve svæveflyvere fra Østsjælland Klaus Petersen med 160 opgaver og Ulrik Eilert med 135 opgaver der således hæver sig væsentligt over de andre meget aktive piloter som typisk har omkring 60-90 opgaver.

Vi kan også konstatere ud fra DSvUs officielle statistikker at vi nyder en tilslutning til vores konkurrence idet ca. 50-65% af alle stræk vitterligt bliver registreret i TERMIK-Ligaen. Det er vi meget taknemmelig for. De flyvninger vi får registreret er således rimeligt repræsentative for hvad der egentligt bliver fløjet af stræk, hvis omfang og udstrækning ikke registreres eller vides noget andet sted.

Vi er klar over, at en større tilslutning (registrering af opgaver) vil kræve ændringer i regler og pointssystemer for at motivere til dette - og det er jo ikke nødvendigvis et mål i sig selv - det skulle i så fald være af hensyn til andre mål.

Ændringer og forslag
Vi kan forstå, at der på det netop overståede formandsmøde i oktober er fremkommet forslag om, at udvikle TERMIK-Ligaen så bredden(?) også tilgodeses (hvilket vi jo i høj grad har som formåls paragraf). Vi vil som altid appelere til, at vi i TERMIK-Liga ledelsen modtager forslag direkte til forbedringer som vi garanterer altid vil blive overvejet og vurderet. Uden gode idéer og sparring bliver TERMIK-Ligaen aldrig bedre.

Dog skal vi gøre opmærksom på, at I den sidste ende er det dog alene TERMIK-Ligaledelsen der kan beslutte ændringer. Det har også været - og er fortsat svært at vurdere effekten af ændringer hvorfor vi hvert år nøje har drøftet ændringer og med forsigtighed søsætter dem vi finder nødvendige eller fordelagtige.

Vi har Ligaledelsen i år ikke haft mulighed for at foretage den årlige evaluering endnu - men når vi gør det har vi pt. følgende forslag på beddingen til sæsonstarten 2009:
  1. mindre justering af hastighedsleddet (dvs lidt mindre points for hastighed)
  2. ca. 15% bonus for deklarerede opgaver (idag 10%)
  3. ca. 15-20% bonus for FAI trekant opgaver (idag 10%)
  4. muligvis får 10% bonus for ud-hjem opgaver over 200km (skal undersøges)
  5. får bonus jvf. 1&2 for at flyve FAI trekanten flere gange som én opgave (én FAI opgave kan således gennemflyves 3 gange med - Start - 8 vendepunkter - mål).
  6. oprettelse af FAI rekord kategorier i overenstemmelse med UHB rekorderne
  7. fjernelse af minimumsdistancen (70km)
Og så er der den tilbagevendende opgave: at udvikle et nyere SoarTask og website der modsvarer teknologien idag og ikke den undertegnede havde adgang til i 1998. Dette er en meget stor opgave og der tages hele tiden små skridt - det skal nok lykkes til sidst.

På TERMIK-Ligaens vegne, tak for i år og 10 allertiders år!
Arne Boye-Møller


Arkiv
  • Genopladning af DSvU [rev.3]
  • Godt skub i skuderne [3.revision - Den Dovne Hund]
  • Sådan burde det altid være [Revision 2]
  • Frivillige - tak dem!
  • Respektløse juniorer
  • Klar til Take-Off 2008
  • Resultaterne for 2007 er nu endelige
  • Ny TERMIK-Liga rekord
  • SoarTask 2007 er klar
  • Indgangen til den 9. sæson i "real life" [5.revision]