Brug for hjælp, vejledning eller har du kommentarer eller spørgsmål?
Sådan burde det altid være [Revision 2]
2008-05-20 17:45
...med masser af termik og flyvedage!
Hjemkomst på Arnborg af Per Givskov

21. maj 2008 - HVEM KA'? IB KA!
Fra SG-70's hjemmeside:
Ib Wienberg har i dag onsdag d 21/5 sat dansk rekord i målflyvning over 3 vendepunkter i åben klasse. Ib blev kl. 09.10 slæbt i luften af Søren Grum – og lidt over 10 timer senere var de 802 km tilbagelagt. Ib slår dermed den 2 år gamle rekord sat af Lars Lyng i en Nimbus 4D. Stort Tillykke til Ib med den fine præstation.

Kære Ligavenner,
Hvor har det dog allerede været en god sæson i TERMIK-Ligaen. I skrivende stund har vi overgået os selv med 850 opgaver og 198.977km i løbet af 10 ugers flyvning. Det svarer til næsten 5 gange rundt om jorden på 80 dage ved 100km/t eller ca. 14 tons AVGas hvis det var TMG.

På dette tidspunkt af året plejer vi at ligge på i snit 531 opgaver med 2005 (675 opgaver) som hidtidlige bedste. Kun to gange før i TERMIK-Ligaens 10 årige historie, 2001 og 2005 (sært nok), har vi præsteret i uge 22 at ligge over snittet. 2001 blev ved sæsonafslutningen vores næstbedste år med ialt 1.543 opgaver medens 2003 er vores hidtidige bedste år med ialt 1.623 opgaver.

DM var i år en god bidragsyder til TERMIK-Ligaen og Poul Hørup er i krogene nu blevet udråbt til alle tiders mest geniale DM-Chef. Personlig kunne jeg dog godt tænke mig, at vi havde brugte reservedagen - vi fløj jo ikke Kristi Himmelfartsdag.

Med 20 ugers flyvning tilbage, jvf vores statistik, krydser vi fingre for, at Solkongen Mogens Hansen får ret som han har agt med en kanon summer og det bedste Sun-Air Cup i mands minde. Det kunne være sjovt at ende året med TERMIK-Liga rekord igen og endnu flere piloter der får store oplevelser.

Apropos rekorder
Under DM præsterede Per Givskov - udover at lave en masse gode billeder til DM siderne også en ud-hjem 500km rekord via et punkt nord for Hamborg medens DM-feltet svedte rundt på hjemmebanen.

I søndags ruskede HC op i den gængse opfattelse af hvad man kunne bruge søndagens vejr til. Ifølge sædvanligvis pålidelig kilde og et par andre mindre så, var vejret en større skuffelse med kæmpe udkagninger, regn og rusk. Men medens denne større gruppe entusiaster slæbte sig rundt i vestdanmark og vånede sig over dette, landede ude og så'en, slæbte HC sin ultralette LS1'er frem og tilbage over 3 vendepunkter og 646 km. Han tog sig ekstra god tid, over 9 timer, til at nyde turen.

Selv var jeg noget flad efter nogle dages festivitas i andet sammenhæng men sidst på søndagen under en kort løbetur her i Horsens gik det op for mig (da jeg kunne holde lyset ud igen), at vejret var godt på østkysten. Men nok mest fordi en paraglider (Morten Olesen) dumpede ned på stien foran mig og med et kanonfjoget grin fortalte at han kom fra Ålborg og nok havde sat rekord med over 111km - ret imponerende med det dér pavilliontelt (måske kan vi senere se resultatet her). Bortset fra det med grinet virkede han iøvrigt flink nok og han fik et lift ned til stationen lidt senere.

Morten Olesen(?) af Philippe Cvitanich

Danmark rykker op i IGC-Ranking
Dejligt at se, at vores samlede placering som land rykkede én tak op igen efter DM således at Danmark nu ligger nr. 10 på verdensranglisten.

SG-70 er i front
...for en kort bemærkning. Herning har ganske enkelt valgt at slappe lidt af oven på DM og tager nok først næste ryk i den kommende weekend. Men uha hvor begynder det at se tæt ud på plads 3-8 i første division. Selvom Vestjysk på et tidspunkt lå pænt i front har de sidste 14 dage koster Bolhedianerne dyrt for nu ligger de nr. sjok med 26.110 points lige efter Polyteknisk. Dog mangler Vestjyderne to opgaver og så er de på omgangshøjde med Polytterne.

I 2. division har Skrydstrup med 24 opgaver nu lagt sig foran Fyn med komfortable knapt 4.000 points. Alle opgaverne fra Christian Wistisen, Thomas Nymark, Ole Sørensen, Jørgen Bo Arp, Poul Guldbæk og Jens Ehlers er i brug for at alene og tappert holde skansen for Aalborg Aero Sport. Man må håbe deres klubkammerater snart træder til.

Imellemtiden er den nye Danmarks Mester i Tosædet, Nicolai Larsen & Co. pilot Har-lige-meldt-mig-ind-Tejs, Nicolai Sten samt Sun Air Cup sponsor Niels Sundberg drivkræfterne bag Aviator i kampen om at undgå nedrykning.

Martin Vangsborg viser i 3. division flaget for Vestjyllands med en fin højde/varighedsopgave fra Nørre Feldings flyveplads. Men ellers er det Tølløse der her skille sig ud i front for alvor med knapt 15.000 points med Jysk Aero sport bejler med det halve antal points til oprykningen. Nordsjælland får efter sin deroute fra 1. division i 2004 til 3. division kun points fra Jan Walther Andersen og Solkongen Mogens Hansen med gedigne points fra DM. Med små 48 medlemmer der ihvertfald tidligere har givet en hånd med må man håbe at de andre dukker op senere inden det er for sent at rykke op.

Det er dog dejligt at se, at 27 klubber er repræsenteret i år. Vi håber vi ser lidt med til de sidste 5-6 klubber inden året er omme.

Business almost as usual
I toppen af gruppe A er spændingen sådan så-om-så indtil efter d. 1 juli hvor den tredie opgave kan lægges til pointsummen. Dog kan det konstateres, at ca. halvdelen af piloterne i Gruppe A ligger så tæt at selv en mindre forbedring af en opgave kan vende op og ned på deres resultater. F.eks. ligger 28 af piloterne indenfor et spænd på mindre end 720 points. Dertil kommer, at ca. 15 piloter har ingen eller kun meget spæde opgaver - piloter som ellers nok kan få fart i hatteæsken.

I gruppe B har en masse DM piloter med Henrik Breidahl lagt sig i spidsen foran Jan Walther Andersen og Jan Fahlgren. Danmarks mesteren Uffe Edslev er små 300 points efter Henrik i den 120 m/k store gruppe. Som i gruppe A er der dog en stor gruppe der endnu ingen points har fået i år.

I gruppe C har ikke mindre end 113 piloter indledt en hård kamp om oprykning til gruppe B. Her er det Thomas Vestergaard fra Silkeborg der med fornemme 3165 points lagt sig foran 2-sædet DM pilot Lotte og dernæst Junior landsholdstræner Øjvind Frank.

Heads up!
Hvis DMI mfl har ret i deres prognoser går vinden fra torsdag over i NØ med sol og en del blæst......mon det bliver rekordvejr?

På TERMIK-Ligaens vegne,
Arne Boye-Møller


Arkiv
  • Frivillige - tak dem!
  • Respektløse juniorer
  • Klar til Take-Off 2008
  • Resultaterne for 2007 er nu endelige
  • Ny TERMIK-Liga rekord
  • SoarTask 2007 er klar
  • Indgangen til den 9. sæson i "real life" [5.revision]
  • Tillykke til deltagere og vindere [2.revision]
  • Det var vel det?
  • Cloudstreet Boyz & Girlz