Brug for hjælp, vejledning eller har du kommentarer eller spørgsmål?
Resultaterne for 2007 er nu endelige
2007-10-25 20:54
Kære alle,

Resultaterne for 2007 er nu endelige og vi kan lykønske vinderne med deres præstationer.

I Gruppe A med 60 deltagere blev det
Nr. 1 med 6.096,8 points : Mogens Hoelgaard (Herning)
Nr. 2 med 5.383,6 points : Klaus Thyge Høgh-Hagensen (Silkeborg)
Nr. 3 med 5.255,4 points : Tom Jørgensen (Midtsjælland)
Nr. 4 med 5.097,6 points : Hans Chr. Christensen (Hjørring)

Mogens vinder således for 4. gang af 9 mulige i år TERMIK-Ligaens Gruppe A. Klaus er nok den mest seriøse højdespringer med en helt ubrudt fremgang siden sin første deltagelse i 2000 i gruppe C - herligt at se. Tom Jørgensen har med sin sædvanligt stabile og erfarne flyvning (når tiden tillader det) cementeret sin placering som én der lige sætter os andre på plads når vi bliver for kæphøje. Hans Chr. (HC) er med sine unge år én af de helt intressante bud på en pilot der bare ikke giver op - hvilket er recepten på en vinder.

I Gruppe B med 120 deltagere blev det
Nr. 1 med 4.739,1 points : Morten Juul Christensen (SG-70)
Nr. 2 med 4.735,6 points : Troels Skærlund (Herning)
Nr. 3 med 4.531,1 points : Thorsten Mauritsen (Midtsjælland)
Nr. 4 med 4.346,2 points : Nicolai Sten (Aviator, Aalborg)

Når Morten ikke tumler med vindmøllerne (det griber åbenbart forstyrrende ind i hans fritid og årlige resultater) så er han en dedikeret LS8 pilot der på forunderligvis dukker op ude i landskabet når man mindst venter det med fuld knald på. Troels er normalt limet til en ASH-25, men trods dette kæmpe handikap er han en flink fyr der kan få det meste ud af en Cats Cradle og store distancer. Thorsten er et stærkt kort i den danske klubklasse og kun den megen tid i sverige forhindrer ham vist i at flyve mere i Danmark. Nicolai er siden sin start i gruppe C i 2003 på vej op igennem hierarkiet og er med sin placering som nr. 4 for anden gang rykket op i Gruppe A hvor jeg har en fornemmelse af, at han sagtens vil kunne blive.

I Gruppe C med 142 deltagere blev det
Nr. 1 med 4.342,3 points : Peter K. Toft (SG-70)
Nr. 2 med 3.935,9 points : Chris Møller (Vestjysk)
Nr. 3 med 3.924,7 points : Carsten Lindberg (FSN Værløse)
Nr. 4 med 3.608,6 points : Erik Arberg (Silkeborg)

Peter har været lidt on-off pga arbejde og studier de sidste to år men som tidligere Junior Verdensmester er hans placering som nr. 1 i gruppe C kun begyndelsen på vejen tilbage til Gruppe A hvor han stort set har været siden 1999. Chris Møller derimod er helt ny på scenen i TERMIK-Ligaen og kan takket være god utrættelig talentudvikling under Henrik Bills vinger se frem til en spændende sæson i gruppe B. Carsten har i en DG-800/18m fløjet sig op til en 3. plads uden de store problemer og er nu i 2008 tilbage i Gruppe B hvor han har været med 4 gange før. Erik Arberg er ligeledes i sin DG-800/18m åbenbart ved at finde tid til at være med og lege med de andre og for anden gang rykket op i Gruppe B.

Divisionerne
I 1. Division vandt Herning for 2. år i træk foran ærkerivalen SG-70. Midtsjælland er på 3. pladsen kun ét par tusind points efter Herning og det burde der kunne rettes op på til næste år. Nedrykkerne blev Aviator, Ålborg og Billund.

I 2. division har Vejle lagt klar luft til Polyteknisk men begge rykker i år op i 1. division. For Polyteknisk er det første gang og det er en herlig udvikling at se denne hæderkronede institution i dansk svæveflyvning langsomt men sikkert rykke op. Det bliver spændende at se om de kan holde skansen når de er ude og spise kirsebær med de store. Nedrykkerne bliver i år Tølløse og Nordsjælland.

I 3. division har Viborg med 22 ihærdige piloter indtaget 1. pladsen og rykker således op sammen med Sønderjysk der ikke har været i 2. division siden 2002 - godt at se de stadig kan!

Men hvordan var det ellers?
Tja, vejret var mildest talt lunefuldt (sommeren og efteråret det vådeste i 27 år) og nogle sjældne gange ret godt. Med 1.077 opgaver skal vi også nogle år tilbage for at finde det ringere. Men det ved alle 291 deltagere (laveste antal siden 2000) som trods alt har præsteret det højeste snit per fløjne opgave med 224km. Men vi mangler i år ca. 50 piloter for at holde snittet for deltagere.

På årets bedste dag d. 17 maj havde vi 60 stræk på ialt 21.197km (353km/opgave) hvoraf undertegnede i al ubeskedenhed fløj ligarekord med 818,1km over 8 danske vendepunkter.

Denne dag gav adskille piloter deres bedste points i år og som nogen måske har bemærket, så blev ovenstående flyvning langt fra den bedste trods de mange kilometer. Mange har undret sig over dette forhold og til det er der kun at sige, at TERMIK-Liga reglerne er et kompromis der forsøger at tage hensyn til de forhold som piloter der ikke flyver fra Jylland flyver under.

Således ville det f.eks. være umuligt at flyve 818km på Sjælland med kun 8 vendepunkter hvorfor hastighed meget rimeligt skal spille en større faktor. Således er det muligt - under gunstige forhold på Sjælland, at flyve en 3-500km opgave med høje hastigheder hvilket er mere sammenligneligt med forhold i Jylland.

Men det er altså et kompromis og det er vigtigt at fastholde dette.

Nyt fra TERMIK-Ligaen i den forgangne sæson
Vi kan kun beklage, at der er ikke har været tid og overskud til at holde Jer alle ajour som vi ellers tilstræber at gøre. Der har bare været for mange jern i ilden.

Men af nye tiltag kan vi nævne, at vi nu har:
  1. fået integreret GoogleMaps i vores vendpunktsoversigter
  2. tilføjet en "Kluboversigt" i menuen ude til venstre der ved hjælp af GoogleMaps viser klubbernes placering, links til klubbens hjemmeside samt diverse data. Giv lyd hvis I mener jeg kan tilføje andre intressante ting
  3. for ganske få dage siden gik vi desuden i luften med vores eget nye "Radio TERMIK-Ligaen" - et forum der kan tilgås fra menuen ude til venstre eller blot ved at skrive http://forum.termik-ligaen.dk/
  4. ...og som det fremgår af "Radio TERMIK-Ligaen" er vi også igang med at opgradere hele systemet til en mere fremtidssikret teknisk og funktionsmæssig platform

Lidt statistik iøvrigt
Sådan ser vores anvendelse af det danske luftrum ud i år:























Sådan så det ud på årets bedste dag:
Hvor bliver TERMIK-Liga opgaverne så fløjet fra?
Af ialt 11.196 analyserede opgaver med anvendelse af de traditionelle startpunkter i nærheden af Arnborg er:
1) de 4.225 (38%) fløjet fra Arnborg
1.1) de 1.305 (31%) er fløjet fra Arnborg af klubber udenfor Jylland
1.2) de 2.497 (59%) er fløjet fra Arnborg af klubber udenfor Midtjysk Distrikt
2) ca. 50% af visse sjællandske klubbers TERMIK-Liga opgaver er fløjet fra Arnborg

Der er en usikkerhed på 1-2% i disse beregninger.

Erfaringsmæssigt er mellem halvdelen og 2/3 af alle strækflyvninger registreret i TERMIK-Ligaen. På vores nye forum "Radio TERMIK-Ligaen" i tråden "Bærebølgen" kan du downloade dokumentationen som er et udtræk fra SoarTask i form af et excel ark. Bemærk at man skal være registreret på forumet for at kunne læse denne tråd.

Med ønsket om nogle gode afslutningsfester og en vintersæson hvor drømmen om den ultimative flyvning bærer os igennem vinterens mørke.

NB! Husk at dukke op til repræsentantsskabsmødet til den årlige prisuddeling i TERMIK-Ligaen.

På TERMIK-Ligaens vegne,

Arne Boye-Møller


Arkiv
  • Ny TERMIK-Liga rekord
  • SoarTask 2007 er klar
  • Indgangen til den 9. sæson i "real life" [5.revision]
  • Tillykke til deltagere og vindere [2.revision]
  • Det var vel det?
  • Cloudstreet Boyz & Girlz
  • Skyer i alle højder og drøjder
  • Carpe diem - oplevelserne venter derude på os!
  • 2 millioner km passeret - still going strong! [Rev.2]
  • Sun, Fun and Air og snart 2 millioner kilometer