Brug for hjælp, vejledning eller har du kommentarer eller spørgsmål?
Klar til Take-Off 2008
2008-03-14 11:17
Kære Ligavenner,

Så er en udsædvanlig vinter ved at være ovre. Jeg mindes ikke en vinter nogensinde med så få dage med frost eller endsige slud...og nu er det ved at være umuligt for Kong Vinter at få indhentet os. Foråret er altså på vej og nogle svæveflyveklubber har allerede igår formelt startet sæsonen omend det aktuelle stormvejr har lagt en dæmper på lysten til at gå i luften.


Henrik Bill fra Vestjysk Svæveflyveklub har dog mig bekendt vist sig som årets første svæveflyvepilot med en fin tur til 700m med 2m/s bobler allerede d. 28 februar.


Prisoverrækkelse for resultaterne 2007
TERMIK-Ligaens officielle prisoverrækkelse er som sædvanligt udført på det årlige repræsentantsskabsmøde som i år var lørdag d. 8 marts i Roskilde. De som var forhindret vil modtage deres pris via deres klubrepræsentant.


Evaluering af sæsonen 2007
TERMIK-Liga ledelsen evaluerede ved sæsonafslutningen som sædvanligt årets resultater og erfaringer.


Som tidligere antydet, så endte sæsonen 2007 med at være én af de ringere vi har haft i TERMIK-Ligaens hidtidige 9 sæsoner (10 hvis vi medregner seedings året 1998). Vi kan blandt andet se tilbage på den vådeste sensommer i 27 år som medvirkende årsag. På trods af dette, kan vi konstatere, at der i 2007 er blevet sat rekord i gennemsnitsdistancen per strækflyvning således at vi nu er oppe på 224km/opgave i forhold til de forudgående års samlede snit på 205km/opgave.

Desuden kan vi konstatere, at der pointmæssigt er blevet sat TERMIK-Liga rekord med Hans Christian Christensens (HC) flotte flyvning på 551,82km over 7 vendepunkter i jylland i en Discus 2, der med 118,33km/t gav 2.142 point og dermed slog den bestående rekord Mogens Hoelgaard lavede i 2006 med 2.087 points.

Retfærdigvis skal det desuden også berettes, at Tom Jørgensen d. 3 august 2007 lavede TERMIK-Ligaens næstebedste opgave nogensinde også, ved at flyve 616km over 8 vendepunkter på sjælland med 124,43km/t i en Ventus 2c/18m. Ja, på Sjælland! Og så var det iøvrigt TERMIK-Ligaens bedste flyvning i 600-700km intervallet.

Den nye strukturering af 1. og 2. division hvor vi fra sæsonstarten 2007 øgede antallet af klubber fra 6 til 8 lader til at være blevet taget godt imod. Det er vores opfattelse, at konkurrence- og spændingsmæssigt har det givet større udfordringer for de klubber der ligger i op- og nedryknings zonerne.

Der har ikke været kommunikeret så meget i 2007 som ønsket fra TERMIK-Ligaens forside, specielt i den sidst halvdel af sæsonen. Der er udarbejdet skrivevejledning for evt bidrags ydere og vi kan kun opfordre til at alle der måtte og kunne bidrage henvender til sig til undertegnede.

Der er oprettet et nyt forum til TERMIK-Ligaen, http://radio.termik-ligaen.dk/. Forumet er et led i udviklingen af den nye version af TERMIK-Ligaen som skal imødekomme ønsket om mere information og kommunikation om emner med relevans for svæveflyvning.


Nyt i 2008

Efter evalueringen har vi som sædvanligt overvejet hvilke nye tiltag der skal gøres. Det er efterhånden helt oplagt, at SoarTask programmet skal erstattes af et mere nutidigt system der på langt mere smidig vis kan tilvejebringe resultater, informationer og data til svæveflyvefolket. Det er kun tiden der pt sætter begrænsningen og der er som omtalt i blandet vores fora projekter igang på dette område. Men ellers ser det således ud i 2008:

  1. Regler: intet nyt.
  2. Vendepunkter: vendepunktschefen Lars P. Hansen har møjsomligt gennemgået alle vores vendepunkter og har denne hilsen til os alle: http://www.termik-ligaen.dk/support/. Vi har som sædvanligt en aftale med John Leibacher for at få opdateret vores afsnit på World Soaring Turnpoint Exchange. Så snart vi har nyt vender vi tilbage men vi ved også at han har rigeligt at se til - blandet andet noget med et tag der er blevet suget af hans hus af en tornado for nyelig.
  3. SoarTask programmet: kun nogle mindre rettelser og tilføjelser. Programmet kan downloades og installeres fra vores download sider her.
  4. Databasen : som noget nyt i år skal man fra sæsonstarten her downloade hele databasen herfra. Den fylder efterhånden knapt 30MB men indeholder til gengæld alle de forudgående års flyvninger.
  5. Resultater for Kvinder: på opfordring fra flere kvindelig piloter er det med stor fornøjelse, at vi i år kan præsentere en resultatliste for kvinder alene. Som bekendt deltager alle piloter i Gruppe A, B og C. Ved at præsentere en dedikeret resultatliste til kvinder er det håbet, at vi får fremhævet at svæveflyvning også dyrkes af dygtige kvinder. Resultaterne i listen er en sammenskrivning af resultater for kvinder på tværs af Gruppe A, B og C. Anvendte points og regler er de samme som anvendes i Gruppe A, B og C bortset fra, at der ikke er op- og nedrykning i selve listen. Listen kan ses fra menuen til venstre under resultater.

Med ønsket om den bedste TERMIK-Ligasæson til Jer alle.

På TERMIK-Ligaens vegne,

Arne Boye-Møller


Arkiv
  • Resultaterne for 2007 er nu endelige
  • Ny TERMIK-Liga rekord
  • SoarTask 2007 er klar
  • Indgangen til den 9. sæson i "real life" [5.revision]
  • Tillykke til deltagere og vindere [2.revision]
  • Det var vel det?
  • Cloudstreet Boyz & Girlz
  • Skyer i alle højder og drøjder
  • Carpe diem - oplevelserne venter derude på os!
  • 2 millioner km passeret - still going strong! [Rev.2]