Brug for hjælp, vejledning eller har du kommentarer eller spørgsmål?
Frivillige - tak dem!
2008-04-22 13:27
Kære alle,

Sjældent har der været en bedre anledning som den netop overståede Bededagsferie til at sende de jordbundne klubkammerater og andre der udførte pligtarbejde en taknemmelig tanke fordi de kørte spil, havde instruktørvagt, kørte wirehenter, klippede græsset, malede træværket, underviste i teori, vedligeholdte transportvogne, fyldte op i klubbens fryser, krassede penge ind til klubkassen, udførte flyslæb, gjorde rent i klubhuset, afholdte bestyrelsesmøder, korresponderede med myndigheder, lavede budgetter, arbejdede med klubhåndbogen, opdaterede klubbens hjemmeside, stod for DIKO, SM, Spring Cup etc eller bare den helt uundværelig kammerat der holdt vingetippen ved starten - og ikke nødvendigvis selv kom i luften!

Bededagsferiens var en af de svære lange weekender at skulle stå på jorden og én af de helt suveræne for dem der fik mulighed for at flyve. Fredagen viste gode takter med smukke skygader dog med meget udtørring i øst hvilket gentog sig de følgende dage men lørdagen viste sig i særklasse med vanillie skyer så langt øjet rakte de første 4 timer for at blive afløst af god tørtermik. Basen i jylland varierede mellem 8-900m i øst til 1.700-1.800m i vest med 2-3m/s i boblerne. Og sigten! Sikke et syn det var at se i den klare luft.

I skrivende stund kan vi konstatere, at vi ved udgangen af uge 16 og nu her i uge 17 kun er overgået af samme periode i 2001 og 2005 hvad angår antal registrerede opgaver. Vi har allerede fløjet det der svarer til rundt om jorden uden motor og lidt til ved bare 262 opgaver idag. Se dét er svæveflyvning!

I Divisionerne 1, 2 og 3
I Divisionerne har Herning lagt sig brutalt i spidsen med over 35.000 points i 1. Division. Ærkerivalen SG-70 er sakket alvorligt bagud og mangler hele 14.000 points medens de sædvanelige suspekte personer fra Vestjysk samt en stor skare dygtige juniorer sætter sig på 3.pladsen medens Polytterne forbereder sig på næste træk.

Billund og Fyn har med ganske få piloter til dato lagt sig i spidsen af 2. division med høje gennemsnit medens Skrydstrup nok skal se at få pakket ud til sæsonstart hvis de vil kandidere til en oprykning.

I 3. Division ser man tydeligt at weekendens herlige flyvevejr har givet gode oplevelser også hvor Tølløse og FFF har markeret sig med gode opgaver. Århus markerer sig vist med de første strækopgaver fløjet fra deres nye plads af Morten Juul - i lige netop denne weekend så det lidt tricky ud at komme afsted til det gode vejr med vinden i øst.


VK fra Herning.Foto:Thomas Grove Christensen

I Grupperne A, B og C
I Grupperne har - suk - ham Mogens igen-igen-igen-igen-igen (for 5. gang!?) sat sig solidt på 1. pladsen i Gruppe A. Hver gang vi andre strammer os lidt an aflyser han patienter og knokler sig til monstermange points. Helt ærligt!

På 3. pladsen kommer "Snigeren" Klaus Thyge i B1 som han godt nok kan få ud og spadsere. Sidste år kom Klaus for første gang i top 3 og i år ser ikke ud til at blive nogen undtagelse. Jeg håber inderligt at vi således kan blive nogle flere der kan få bugt med ham Mogens. Og udover den sædvanlige gruppe hårde nitter er der håb når man ser hvor mange juniorer der nu dukker op i toppen af gruppe A og presser etablissementet - og det gælder også gruppe B og C.

I lørdags udnyttede Johnny "Jet" iøvrigt dagen til at nappe sin 500km diamant - stort tillykke med det. Jimmy Roelsgård brændte termik af i lørdags med god effekt i sin std. cirrus med imponerende 103,7km/t. Smukt!

Hans Chr. (HC) Christensen forsøgte sig med en flot 506km fra hjempladsen i Nordjysk helt oppe fra Sæby i Skagen men måtte efter en flot tur over 4 vendepunkter lidt over klokken fem parkere sin LS1'er mindre end 30km hjemmefra.

På Sjælland var trafikken tung i det sydsjællandske med alskens isenkram der blandt andet var til et succesfuldt SM og hvor Morten Bennick til sidst sparkede tørv og mulvarpeskud i stykker da han som konkurrenceleder ikke selv fløj. Han kunne sikkert godt bruge en krammer og et skulderklap til trøst.

DIKO'et på Fyn var også velbesøgt og de få streger man ser på kortet illustrerer blot hvor loyalt man deltog i opgaverne som de lokale vejrforhold i NØ vindssituationen byder - mange unge piloter fik deres sag for og alligevel en successfuld dag.

3 TERMIK-Liga rekorder i rap
Faktisk blev der også sat tre TERMIK-Liga points rekorder i Bededagsferien. Den tidligere rekord blev sat af Hans Chr. Christensen fra Nordjysk i april sidste år med en Discus 2 over en udeklareret 551km opgave med 118km/t der gav 2.142 points. Næstbedste var Tom Jørgensens augusttur i en Ventus 2/18m over en 616km opgave med 124km/t - udeklareret. Det var sidste år.

Store Bededag lobbede Mogens Hoelgaard sin Ventus i 18m konfigurationen og tungt læsset igennem en udeklareret 660km opgave med 125km/t der gav utrolige 2.225 points. Indrømmet, undertegnede fortsatte selv på en lige lovlig svær deklareret (1.003km - ja - og hvorfor ikke?!) opgave selvom det hurtigt stod klart at en udeklareret var sagen denne dag. Da dagen løb ud havde jeg godtnok 101km/t og 555km deklareret - men kun 1.836 points. Dén sved og der skulle lige findes et ben at stå på bagefter.

Om lørdagen gentog Mogens successen bare 75km længere og 1km/t hurtigere i 15m konfigurationen hvilket udløste 2.493 points og dermed endnu en ny rekord - men da jeg selv landede 20min senere på min egen udeklarede opgave ligeldes i 15m konfigurationen kunne vi konstatere, at det var lykkedes mig at bryde den magiske barriere på 2.500 points med 46 points ved at flyve 720km med 130,49km/t ligeledes i 15m konfigurationen.

Tandemklassen
..er kommet for at blive. Vi har i øjeblikket 14 tosædede med og her får SG-70 pt lidt oprejsning med en samlet 1. plads til deres Duo Discus EL. Men ellers er det herligt at se, hvor mange især forskellige klubber der får udnyttet deres højtydende 2-sædede svævefly. Det bliver intressant at følge denne udvikling. I skrivende stund er der dog desværre ikke så mange tilmeldte til DM nu her i maj.

Billeder ønskes!
Jo, kom i tanke om, at vi meget gerne vil have tilsendt billeder med relevans for svæveflyvning til brug for hjemmesiden her fra Jer derude. Det er i undertegnedes optik vigtigt at vi ser andre fly and AB og MO men jeg har i sagens natur ikke andre. Hvis I har nogle gode billeder må I gerne sende dem til support(snabela)termik-ligaen.dk - helst i høj opløsning og gerne med en beskrivende tekst...

På TERMIK-Ligaens vegne,
Arne Boye-Møller


Arkiv
  • Respektløse juniorer
  • Klar til Take-Off 2008
  • Resultaterne for 2007 er nu endelige
  • Ny TERMIK-Liga rekord
  • SoarTask 2007 er klar
  • Indgangen til den 9. sæson i "real life" [5.revision]
  • Tillykke til deltagere og vindere [2.revision]
  • Det var vel det?
  • Cloudstreet Boyz & Girlz
  • Skyer i alle højder og drøjder